Solsikkesnoren

Når vi bevæger os rundt i det offentlige rum, kan det oftest synes ligetil at bemærke dem, der måske har brug for lidt ekstra tålmodighed, hensyn eller måske en hjælpende hånd.  Det vil som regel være dem, som har synlige handicap. Synlige handicap referer til fysiske eller mentale handicaps, der er lette at identificere eller observere på en person. Det kan for eksempel omfatte personer, der sidder i kørestol, har manglende eller amputerede lemmer, neurologiske lidelser såsom downsyndrom eller høre- eller synshandicap. Mennesker med synlige handicap kan møde forskellige udfordringer i dagligdagen og møde fordomme eller manglende forståelse fra deres omgivelser.

Det er dog ikke alle handicap, der er synlige eller lette at observere. Mange mennesker lever med helbredsproblemer og handicaps, der ikke er synlige for omverdenen, såsom kroniske smerter, mentale sundhedsproblemer eller neurologiske tilstande. Disse typer af handicap kan have en betydelig indvirkning på en persons livskvalitet og evne til at fungere i dagligdagen, men kan være vanskelige for andre at forstå eller anerkende på grund af manglende synlige symptomer. Selvom usynlige handicaps kan være lige så alvorlige som synlige handicap, kan de ofte blive overset eller stigmatiseret, og berørte personer kan støde på barrierer i samfundet. Det er derfor vigtigt at øge bevidstheden om usynlige handicap og forstå, hvordan man bedst kan støtte og hjælpe personer med disse tilstande.

Et af de initiativer, der er med til at øge bevidstheden om usynlige handicap, og gøre den daglige færden i det offentlige rum lettere for de berørte, er Solsikkesnoren. Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren blev skabt i 2016, da Gatwick Lufthavn i London havde et ønske om, at give deres passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. De ønskede at gøre det usynlige synligt. Når en person bærer Solsikkesnoren om halsen signalerer de til personalet, at de kan have brug for mere tålmodighed eller hjælp.

Solsikkesnoren blev modtaget yderst positivt, og sidenhen er den blevet implementeret i flere lufthavne verden over, som en anerkendt og effektiv metode til at signalere det usynlige til omgivelserne. Solsikkeprogrammet er blandt andet blevet indført i flere lufthavne i fx Australien, USA, Danmark, Canada, Cypern, Indien, Japan, New Zealand og Litauen.

Solsikkesnoren er imidlertid ikke alene begrænset til verdens lufthavne. Den har vundet anerkendelse og udbredelse uden for lufthavnsindustrien og flere organisationer samt virksomheder, har taget den til sig og implementeret den. På den måde er det blevet en populær metode for personer med usynlige handicap at navigere i mange offentlige rum, såsom indkøbscentre, supermarkeder, togstationer og parker.

Institutioner og organisationer, der implementerer Solsikkesnoren, etablerer som regel et træningsprogram med det formål at sikre, at deres medarbejdere har den nødvendige viden og færdigheder til at identificere usynlige handicap, forstå betydningen af Solsikkesnoren og lærer, hvordan de kan håndtere interaktioner med en person, der har valgt at gøre det usynlige synligt. Træningsprogrammets indhold og formål kan variere afhængigt af institutionens eller organisationens specifikke behov og krav.

Hvis du bemærker en person, der bærer en Solsikkesnor, så husk at vis lidt ekstra tålmodighed og hensyn. Og vær med til at sprede budskabet om dens betydning til dem omkring dig.

Hvordan kan jeg få en Solsikkesnor?

På den officielle hjemmeside for Solsikkeprogrammet findes en række forskellige produkter og variationer af Solsikkesnoren. Blandt disse produkter er standard Solsikkesnoren til både voksne og børn, samt Solsikkesnoren sammen med et tilhørende Solsikkekort, hvor navn, telefonnummer, kontaktperson og eventuelle særlige behov kan noteres på bagsiden. Derudover tilbyder hjemmesiden også et sortiment af andre relaterede produkter, såsom bagageremme til kufferter, kasketter og silikone armbånd. Yderligere information om Solsikkeprogrammet kan findes på hjemmesiden, herunder detaljer om globale anerkendelser af Solsikkesnoren, muligheder for at bidrage til spredningen af budskabet, samt information om hvordan man kan købe en Solsikkesnor eller andre relaterede produkter; https://hiddendisabilitiesstore.com/dk/.

take me to
your webshop

https://kibodan-dk.myshopify.com/

tag mig med til shoppen

https://kibodan-dk.myshopify.com/