Vi havde en snak med en 23-årige ung mand, der blev diagnosticeret med ADHD, da han var 11 år gammel. Han foretrækker at være anonym, grundet den personlige information, som der bliver udtalt i interviewet. Vi snakkede om hans liv med ADHD, hvordan det har påvirket hans unge liv og hvorfor unge i dag ikke skal skamme sig over deres sygdom!

Man kan se, at der er flere og flere, der begynder at tage medicin i stedet for bare at starte med at gå til psykiater. Tendensen er, at de unge bliver afhængige af medicin, specielt, ADHD medicin og det er ret farligt på længere sigt.

Det er jo også en af de store skyggesider af, at der er så mange, der bliver diagnosticeret, det er, at der rent faktisk er nogle, der har brug for den her medicin. Der er nogle børn der rent faktisk har ADHD, og de har rent faktisk brug for medicinen, så hvis der går inflation i det, at man bare smider piller alle steder hen, så skader det dem, som virkelig har et problem.

Præcis, og det er derfor, der er lidt problematikker omkring denne stigning der er i ADHD medicin, og det er derfor, der skal undgås fejl i medicinbehandlingen. Du siger jo selv, at du har glemt at tage din medicin, fordi du bare har glemt, at de var der, men du har ikke set ændring i din opførsel som resultat?

Nej, men jeg har så heller ikke været til min ADHD-læge, siden 2007, det er meget lang tid siden. Så vidt jeg kan huske, så blev jeg diagnosticeret og så havde vi en samtale om, hvordan det gik et år efter, og så havde vi en til samtale om, hvordan det gik året efter, det tror jeg var sidste gang, jeg var hos lægen, og det må så havde været i 2007. Jeg har sådan søgt lægeråd fra min ADHD-læge.

Så du har ikke set nogen grund til at besøge din læge?

Næ, ikke rigtig.

Men nu siger du, at du har brugt medicin for din ADHD fra 2005, hvor du var 11 år og indtil 2010, hvor du var 16 år. Følte du, at det var vigtigt at holde dine symptomer nede i skolegangen?

 Ja, i høj grad. Mine lærere råbte rigtig meget af mig, da jeg gik i skole, så da det holdte op, var jeg meget tilfreds. For det var meget mere behageligt at gå i skole. Det var meget mere behageligt, også fordi da diagnosen blev stillet, blev mine lærere mere påpasselige omkring mig, så i stedet for at lægge ansvaret på mine skuldre, lagde de den på diagnosen og så tænkte jeg, at det begyndte at gå bedre, så snakkede de med mine forældre om, hvor skøn medicinen var, og så var der selvfølgelig tidspunkter, hvor det ikke gik så godt, så fik jeg meget længere ’snor’ hvis man kan sige det på den måde. Fordi jeg havde fået stillet den diagnose.

Så dine undervisere gjorde simpelthen noget for dig, for at hjælpe i hverdagen?

Helt sikkert. Absolut. Og det var også noget der blev snakket om til skolehjem-samtaler.

Hvor meget medicin skulle du så tage i løbet af en dag?

Det første år der tog jeg en pille om morgenen og en pille om formiddagen. Så efter det, skiftede jeg til Riselin,som jeg så tog hver morgen.

Så du har maks. været oppe på de her to gange om dagen?

Ja.

Kan du måske forklare den videnskabelige forklaring på din medicin? Hvad skete der, når du tog medicinen?

Ja, det tror jeg godt, jeg kan. Ideen er, at Risalin og lignende medicin går ind og dulmer rastløsheden, altså den overskydende rastløshed der er i ADHD patienter, så hvis man ikke har ADHD, så fungerer det fuldstændig anderledes, så bliver man vildt op og køre, men hvis man har ADHD, så dulmer det, den ekstra del energi, som du har, der gør den del mere rastløs og irriteret, og giver en lyst til at tale og bevæge sig hele tiden. Det er også derfor, at det kan være for farligt at få for meget af det, specielt for børn, det kan ende med fuldstændig at deprimere dine energidepoter, så man skal være meget, meget forsigtigt.

Men du siger, at du også nogle gange skulle tage det om formiddagen? Havde du det så med i skole?

Ja, jeg havde det med i skole.

Var du måske lidt pinlig berørt over, at du skulle tage medicin i skole?

Jaa, mest fordi, at jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte sige noget om det. Mine forældre sagde, at jeg ikke måtte sige, hvad det var jeg tog, og at jeg havde ADHD.

Så hvordan fik du taget medicinen, hvis folk ikke måtte vide det?

Mine forældre ringede til skolelæren, der så erklærede for hele klassen, at de under ingen omstændigheder måtte spørge mig, hvad de der piller var. Så jeg var ’ the cool kid’.

Tror du måske, at det har været mindre pinligt, fordi du har haft din Mininizer med?

Altså, den var jo super fed, fordi på en eller måde gjorde det jo mig mere speciel og mere ’cool kid’, fordi der ikke var andre, der havde sådan en pilleæske. Jeg kan huske, at jeg følte, at alle de der farver og du ved, et troværdigt look, gjorde at det var mere specielt end det gjorde det pinligt. Jeg følte, at det næsten var et stykke legetøj, man havde med. Men det var jo medicin, så det var seriøst, så man kunne ikke kalde den barnlig legetøj, men det var nærmere en ’gadget’.

Det er jo også det, der er planen med den her æske, det er, at sige til børn, at det er okay, at du tager din medicin, men det er stadig alvorligt, men det behøver ikke, at se ’syg’ ud. Det kan jo godt se cool ud.

Ja, og det var det, der gjorde mig glad, for det var nemlig ikke sådan en plejehjælps ting, hvor man havde en blå og gennemsigtig æske, men det var alle regnbuens farver, og det er godt som barn. Den orange var helt klart min favorit.           

Så man kan sige, det har været godt for dig, at have den her oplevelse, så du ikke følte, at du var syg, men det var rettere mere sejt, fordi du havde den her pilleæske.

Helt sikkert, jeg tror, at pilleæsken hjalp i min dagligdag. Jeg var meget tilfreds, da jeg fik den og følte mig sådan lidt, sådan lidt speciel, når jeg hev den frem. Den får helt klart min fulde anbefaling til forældre, der læser det her interview, der har børn som mig. Køb den.

Hvorfor skal forældre så købe den til deres børn?

De skal købe den, fordi vi essentielt set lever i en tid, hvor der ikke er noget at skamme sig over med hensyn til ADHD medicin eller nogle andre former for medicin. I og med, at denne her æske er så farverig, som den er, så er det en meget stærk udtalelse om, hvad man egentlig selv synes om sin psykiske tilstand, også selvom man er blevet diagnosticeret imod ADHD.

Man kan vise en vis stolthed med sygdommen, og hvordan du har tænkt dig at opføre dig med den, altså at du ikke har lyst til at gemme den væk. Så er denne æske rigtig snedig, fordi den er så iøjefaldende, så der er ikke noget, man gemmer væk, det er ikke noget man prøver at skjule. It is there.

Det tror jeg, vil hjælpe alle de børn til at forstå, at de ikke skal skamme sig, og det tror jeg, de vil sætte rigtig stor pris på, og jeg tror, de vil takke deres forældre fremadrettet, ligesom jeg gjorde, for at have købt den her æske.