• Dansk
    • English
    • German
Breast Cancer

Jeg lever med en anden følelse end før sygdommen

Kan du præsentere dig selv og fortælle, hvordan du fik din sygdom?

Mit navn er Regina Flikschuh, jeg er 58 gammel, er gift, har to børn, som allerede er voksne og bor i Schoeneiche ved Berlin, og arbejder i vores kommunal forvaltning.  

vinter 2006 mærkede jeg en lille knude i mit højre bryst. Så gik jeg til mammografi, også på baggrund af at min søster havde fået brystkræft to år tidligere, og derfor gælder jeg automatisk som risikopatient. Jeg gik så til mammografi, og min læge havde en mistanke om kræft. Derefter skulle jeg så til biopsi.  

I starten af januar 200fik jeg så bekræftelsen om at jeg har en kræfttumor i mit bryst. To styk faktisk, en lille og en stor en, i mit højre bryst 

Hvordan gik dit behandlingsforløb så?  

Jeg blev opereret der i midten af januar, der fjernede de så begge tumore, og så lavede de en masse undersøgelser for eksempel knogletæthed. Dfik scannet hele min krop, undersøgte alle mine organer, med en maskine, som scanner hele ens krop.

Og så opdagede de deres opfølgende undersøgelse, at der stadigvæk var noget sygt væv omkring OP-området, altså der var kræftceller, som havde spredt sig.  var jeg lige to uger derhjemme, inden jeg skulle opereres igen i februar 2007. Der skulle jeg så på hospitalet i 3-4 dage og det var igen en stor operation med fuld narkose. 

De anbefalede mig fra starten, at gøre forløbet brystbevarende, fordi det var to små tumore og det blev opdaget ret tidligt. Så var det også en speciel brystafdeling i det hospital, som har haft mange års erfaring med brystkræft, hvor jeg blev opereret af overlægen, og det var ovenikøbet hendes specialområde.

Hvilken behandling fik du efter operationen? 

R: Først skulle jeg slappe lidt af efter operationen og hvile min krop. Jeg tror, der gik ca. 4-5 uger mellem operationen og den første strålebehandling. Det startede i foråret, hvor det stod klart, at jeg skulle få stråler hver dag i 6 uger, undtagen i weekenden. Det skulle jeg så på et andet hospital, fordi det hospital, hvor jeg blev opereret tilbød ikke strålebehandling. Så valgte jeg hospitalet i Neukoelln, fordi det har et godt renomé i det område.  

Selve strålebehandlingen foregår i to faser: Først får du stråler i ca. 5 uger og så får du de sidste par dage en dybere og en mere aggressiv strålebehandling. Det er altid afhængigt af, hvilken slags kræft du har, der findes jo mere aggressive og mindre aggressive kræfttyper, og hos mig var det sådan, at min var den mindre aggressive, men til gengæld østrogenafhængig. 

I starten var det slet ikke så dramatisk, men jo længere du er i behandling, jo mere anstrengende bliver det. Også når du nu tænker, du ligger jo bare under den der maskine, skal du lige forestille dig, at der kører en kæmpe maskine henover dig, med en slags mikroskop, bare meget større, og det retter sig mod dit bryst og du ligger bare der. Så forlader sygeplejersken rummet, og kigger gennem vinduet og så starter hun maskinen. Og så er der i et par minutter en virkelig forfærdelig, uhyggelig, banke støj, virkelig larmende. Strålingen var altid i et tidsrum mellem 1-3 minutter. Længere varede det ikke. Det var altid en meget mærkelig følelse, må jeg sige. Min hud blev mere og mere følsom, blev rød og til slutningen, lignede det en solskoldning, så huden begyndte at skrælle af. Træthed og et svagt immunforsvar var også nogle af bivirkningerne.  

Hvordan fortsat behandlingen og skulle du til efterbehandling 

R: Efter strålebehandling var der igen en pause, på 4-6 uger, og så skulle jeg til en såkaldt opfølgende kur behandling Der skulle jeg i en klinik, som er specialiseret på kræftpatienter, og der var jeg så i 3 uger, til at starte med, og fik så godkendt en uge forlængelse, på grund af mit tilstand.  

Det var egentlig en positiv ting, fordi det var rigtig godt for mig, efter al det der var sket. Fordi jeg var der alene, altså bare for mig selv, du ved. Jeg skulle ikke kigge efter mine børn, heller ikke efter min mand, men jeg kunne bare koncentrere mig på mig selv og min tilstand. Der var en masse aktiviteter, sport, svømning, altså vandgymnastik. Og derudover var stedet beliggende ved Østersøen, så jeg kunne gå tur langs stranden.  

Det var virkelig godt. Jeg var heller ikke ansvarlig for at lave maden, hvilket jo også er en væsentlig faktor. Det var så dejligt, at gå ind i spisesalen og få serveret lækker mad om morgenen, middagen og aftenen. 

Samtidig med efterbehandlingen startede jeg med min hormonterapi. Jeg skulle have en sprøjte hver fjerde uge (Zoladex), for at hæmme østrogenproduktionen, og derudover en pille (Tamoxifen) dagligt mod det samme. Med kun 47 år blev jeg altså katapulteret i menopausen – med tilsvarende bivirkninger for min krop.  

Hvordan reagerede dine pårørende på sygdommen?  

Ja, altså for min mand var det et chok. Da jeg fik diagnosen, var han næsten mere nede end jeg var.  

Det virkede som om alt gik i stykker, sådan reagerede han. Da jeg havde sygdommen og var i behandling havde jeg tit den følelse, at jeg skulle være der mere for ham end han var der for mig. 

Jeg mener, han var der for mig, på hans egen måde, men derfor synes jeg også at klinkken ved efterbehandlingen var så god, fordi jeg var bare for mig selv og skulle ikke hele tiden tjekke, hvordan han havde det og hvad han lavede, men det var bare mig der stod i forgrunden. 

Og med hensyn til mine børn, jeg tror, at de var ret skræmt. Min søn Moritz (dengang 8 år), særligt meget, som jeg husker det, også fordi han var yngre end min datter (dengang 10). For min datter var det en særlig svær situation, fordi hun lige havde skiftet skole og derfor har det belastet hende meget 

Og ja, meget tæt var jeg selvfølgelig med min storsøster, hun har også taget noget af min angst, fordi hun vidste så meget om sygdommen allerede, og kunne fortælle mig hvad der ventede mig.  

Hvordan påvirkede sygdommen dit sociale liv? 

Da jeg fik cancer, havde jeg trukket mig tilbage fra mit frivillig arbejde, og alle de andre fritidsaktiviteter jeg havde på det tidspunkt. Så startede jeg igen i efterår 2007, et år efter min diagnose, med at være med til events og se nogle af meine bekendte og kollegaer igen, og der var der mange der spurgte ”Nå, hvordan har du det, du ser da godt ud, osv.”.   

Problemet er jo, at du ikke kan se noget ved den sygdom, altså det er noget andet hvis du brækker dit ben, så kan folk se at der er noget galt. Jeg har bemærket, at mange mennesker reagerer usikker, fordi det netop er en alvorlig kræftsygdom.  

Hvor lang tid er der gået siden du fik diagnosen og hvordan har du det i dag? 

Det er 11 år siden nu. Og problemet er, at jeg altid har besvær i brystet. Mit højre bryst er bare anderledes end mit venstre bryst. Der er noget fast væv, min læge forklarede mig det sådan, at på grund af stråler trækker vævet sig sammen, og til det kommer selvfølgelig arene fra operationen, det var jo også to operationer hos mig, altså to gange ar uden på brystet og der er jo også ar indvendigt. I starten kunne jeg ikke rigtig bevæge min arm, jeg kunne ikke engang hænge vasketøj op, som jeg husker det, men det blev bedre med tiden. Men når jeg laver meget med mit højre arm, eller bære rundt på en tung taske på den side, så får jeg smerter. 

Er du bange for at sygdommen kommer tilbage? 

Ja selvfølgelig, det er man nu og da, og i starten skal du til mammografi hvert halve år, det er lov – mammografi og ultralydundersøgelse. Nu går jeg hvert 1-1,5 år, til kontrol. Jeg lever med en anden følelse end før sygdommen.